Da pigen og den unge mand - begge i uldne sweatere og orange Helly Hansen regnfrakker og strikhuer - opgav at ringe på hoveddøren og gjorde mine til at ville følge havegangen hen imod min snebærbusk, bøjede jeg mig og søgte forsigtigt i græsset med venstre hånd; hele tiden sørgede jeg for ikke at slippe de to af syne.
 Over haven foråret. Vinden vendte sider i avisens boligsektion på det hvide plastikhavebord - og på undersiden af stenene langs det engang så velplejede rosenbed snorkede bænkebiderne i klynger.
 Jeg fandt en grankogle og kastede den. Den landede i hækken på den anden side af de to, og de gjorde omkring - og det gav mig netop den tid, jeg havde brug for, til mit tilbagetog. Fororverbøjet listeløb jeg hen over græsplænen og ind ad den afskallede havedør. Et halvt minut holdt jeg øje med dem gennem døråbningen. Støvet fra det tunge, røde velourgardin kløede i næsen.
 "Hallo?" råbte pigen. Hun havde taget strikhuen af, men hun var for langt væk til, at jeg kunne skelne hendes ansigt. Håret var brunt og krøllet. "Er der nogen hjemme?".
 "Halli-hallå!" råbte fyren, der var gulblond og karseklippet - og piftede endog i næste øjeblik.
 Jeg for forskrækket sammen. Og derpå var jeg på nippet til at nyse på grund af velourgardinet. Jeg nøs.
 "Hvad var det, Kris? peb pigen. "Tror du, der er nogen derinde?".
 Den unge mand svarede noget, jeg ikke kunne høre. Men deres knirkende regnjakker og slaskende gummistøvlefodtrin i græsset nærmede sig - hvorfor jeg søgte tilflugt i det store, mørke skab.
 Oprindelig var det et klædeskab. Ikke desto mindre stod det i spisestuen, fordi min storebror, Theo, syntes det var dekorativt og gav rummet et smukt, klassisk præg.
 Det var ikke et videre behageligt skab at være i, og jeg var nær ved at få klemt fingrene, da jeg trak døren i efter mig. Mens jeg prøvede at ignorere støvpartiklernes vilkårlige cirklen omkring i mørket, tænkte jeg på hvilken frygtelig død, det ville være at blive kvalt herinde.
 På den anden side var jeg nervøs for komme til at støje - hvorfor jeg koncentrerede mig om kun at trække vejret, når det var absolut nødvendigt. Det vil sige, at jeg - hver gang jeg tænkte: "Nu, er det vist på tide med en mundfuld frisk luft!" - beherskede mig og udskød det, til jeg var ved at eksplodere. Så snappede jeg forsigtigt.
 Da jeg følte mig relativt sikker på, at pigen og den unge mand var gået, vovede jeg mig frem. Forsigtigt listede jeg hen til havedøren og så ud. De to var ganske rigtigt forsvundet.
 De gamle frugttræer i formiddagsslummer. En solsort hoppede hen over græsset - flygtede hastigt op på en gren, hvor den gav sig til at skræppe.
 Først da strakte jeg læggene; dernæst vristen - og håndledene og skuldrene roterede en tur. Det skulle være så godt for blodomløbet.
 Jeg kan ikke nøjagtigt forklare, hvorfor jeg havde gemt mig i klædeskabet. Da jeg hørte dørklokken, sad jeg i baghaven med avisen - og naturligvis vidste jeg straks, at det var de nye lejere; og det var bestemt i den hensigt at åbne og byde dem velkommen, at jeg rejste mig.
 I næste øjeblik stod jeg bag snebærbusken!
 Sidste gang, jeg havde gemt mig i et skab, var det til ære for politiet. Det var et halvt år siden. Fra vinduet i mit lejede værelse havde jeg holdt øje med deres kasketter og blåsorte, refleksstrimlede uniformer og havde pludselig bemærket en ejendommelig øm fornemmelse bag øjnene. Jeg blev bange for, at jeg var ved at miste synet og tænkte, at det ikke var nogen god idé med for meget dagslys. Derfor skyndte jeg mig at krybe ind i skabet og trak med allerstørste forsigtighed døren i efter mig.
 Men de to politibetjente blev ved med at kime på dørklokken - og en halv time senere ringede telefonen ...
 Det blev til en del forsøg i løbet af dagen, fordi jeg jo sad i klædeskabet og ikke kunne få mig selv til at puffe til lågen med foden. Men betjentene gav ikke op - de blev ved med at ringe, og til sidst løftede jeg røret og fik besked på at sætte mig på en stol. Jeg valgte den nærmeste og tændte en cigaret. Og så fortalte de mig det!
 Efter telefonsamtalen spiste jeg et stykke franskbrød med rejer og undrede mig over, at jeg slet ikke følte noget. Jeg sad på den gråmelerede køkkenlinoleum - nogle krummer var veget for kniven og havde søgt tilflugt ved siden af gaskomfuret.
 Men så fik jeg lidt fint peber i næsen og nøs og havde det at spekulere på, mens tårerne tittede forsigtigt frem i øjenkrogene.
 Betjenten i telefonen havde opført sig upåklagelig sympatisk - og evnede oveni købet at være nøgtern på den måde, jeg holder så meget af. Han sagde, at Theo var faldet over bord fra sin jolle og var druknet (kort og godt!), og at mor og far havde bedt ham kontakte mig, fordi de selv følte sig for overvældede. Og det forstod jeg selvfølgelig udmærket. Det måtte være svært for dem at miste en søn.
Jeg takkede den unge politimand for at have givet mig så klar besked - roste ham for hans manglende omsvøb og dikkedarer.
 "Man bør gå direkte til pointen!" sagde jeg.
 Han var enig og forklarede, at jeg ifølge loven havde ret til ti timer hos en psykolog. Det fik mig til at klukke højt, og han sagde, at han kunne forstå på mig, at jeg ikke ville gøre brug af mine rettigheder. Jeg bekræftede.
 "Det kan De bide Dem selv i næsen på!" lo jeg og følte mig svimmel.
 Derpå fortalte han, at mor og far også havde afslået psykologhjælp under henvisning til, at de stod lige foran at skulle sejle til Caribien.
 "Det er ikke nemt at skulle lave om på sine planer," forklarede jeg. "Slet ikke i den alder!".
 Det gav han mig ret i. Men skulle jeg fortryde, var jeg naturligvis velkommen til at ringe tilbage. "Forresten!" sagde han, lige før jeg skulle til at lægge røret på plads på den grønne telefon. Kunne det mon tænkes, at Theodor Linding havde taget sit eget liv?
 Jeg trak vejret dybt - og sagde høfligt men bestemt, at nej, det kunne umuligt tænkes.
 "Han var ikke hysterisk!" pointerede jeg.
 Herefter lagde jeg kortene på bordet - forklarede, at Theo på trods af sine gode intentioner altid havde været i dårlig form. "Stønnere," kaldte han dem, der joggede i Bernstoffparken - men det var udelukkende fordi, han prøvede at dække over, at han ikke selv kunne tage sig sammen; det var far og jeg blevet enige om ved flere lejligheder.
 En overgang havde han prøvet at motivere sig selv ved hjælp af det store spejl, der hang i påklædningsværelset. Her førte han lange samtaler med sig selv - kom op med det ene gode argument efter det andet for at trække i de hullede, grå træningsbukser, mudrede tennissko og løbe nordpå ad Strandvejen langs vandet. Men kampen mod dovenskaben - den han benævnte som "sit anlæg for afstressende hensygnen" - var ulige.
 Men havde jeg lagt mærke til, om han havde opført sig anderledes i den sidste tid? spurgte politibetjenten - hvilket jeg leende tilbageviste.
 "De må forstå," sagde jeg, "at når man har haft hele barndommen sammen, så hænger man sig ikke i småting".
 Det forstod han nok - men et par minutter senere gentog han alligevel sit spørgsmål ... og supplerede det oveni købet med en bemærkning: om Theo havde haft hang til rusmidler?
 "Han tog sig måske en lille en i ny og næ," bekræftede jeg. "Men det er der jo mange, der sætter pris på. Personligt foretrækker jeg hyldedrik".
 "Hyldedrik?".
 "Nå ja, hyldebærsaft! Jeg har et svagt punkt for hyldebærsaft".
Derpå gentog jeg - denne gang med særligt eftertryk! - at det bestemt ikke var mit indtryk, at Theo var den overspændte type ... der end kunne overveje at tage sit liv! Og for at underbygge mit udsagn fortalte jeg, at jeg havde været sammen med ham for lidt under to uger siden - og da havde han opført sig nøjagtig som han plejede.

Men senere - efter at betjenten havde efterladt mig med det duttende rør, og jeg havde bevilget mig selv en rejemad og fik peber i næsen - kom jeg i tanker om, at det ikke var helt sandt:
 Theo havde tabt fem tusind kroner på Charlottenlund Travbane ... uden at blive rasende! Tværtimod gav han mig et broderligt dask over nakken og sagde, at heste vel også kunne trænge til lidt godt i muleposen.
 Omkring os myldrede mennesker med flag og jubel. Hestene skummede over deres bidsler, og en passerende pige med rævefletninger havde hovedet begravet så dybt i en candy floss, at det var svært at afgøre, hvem der åd hvem.
 Var der noget, han ikke brød sig om, var det at tabe - heller ikke, da vi var børn. Han hidsede sig op eller blev indadvendt, vranten, når spar 5 ryddede bordet, hans smash over nettet mislykkedes, eller jeg havde fået en tier af naboen for at skrabe hans indkørsel fri for sne.
 Og han græd, dengang vi lod ham i stikken under en bunke koldt sand og gik hjem. Han var sart - blev til en skygge, der listede langs væggene, hvis han havde haft en diskussion med mor, og hun ikke ville spise eller tale med nogen bagefter. Personligt synes jeg, han tog tingene lovlig tungt ... Kunne han ikke se, at hun havde det svært for tiden? spurgte jeg (hun var begyndt at gå til yoga!).
 "Jeg har vel lov til at have min mening," sagde han og så så trist ud, at jeg kom til at grine.
 "Synes du, det var morsomt sagt, Zeb?" spurgte han - og nu kunne jeg omtrent ikke få et ord frem, fordi det var så komisk alt sammen. Men pludselig havde han tårer i øjnene; og så skyndte jeg mig at lave os en kop varm kakao.
 På travbanen købte han en is til os begge.
 Vintersolen fik det til at prikke i kinderne. Vi promenerede - og inden vi så os om havde vi røget bunden ud af en pakke Kings.
 "Du må passe på dig selv!" sagde han og så mærkelig bekymret ud - og gav så pludselig min arm et klem, hvilket fik mit blod til at fryse. Fysisk berøring havde aldrig hørt til familieadfærden, og jeg smed halvdelen af isen ud, fordi der sad en flue i.
 Men resten af dagen havde han opført sig helt almindeligt (i løbet af de følgende timer gennemgik jeg det i tankerne og besluttede, at det ikke var nødvendigt at ringe politimanden op og ændre min forklaring; den slags virker altid mistænkeligt!): Theo havde sin mørke frakke på, de sorte laksko - og gik med lange traveskridt bakkende på sin pibe med en mine, som om alt var lutter gentagelse; oldefars ridsede lorgnetter og lyse, nærmest gule øjenbryn, der altid havde prøvet at komme på tværs af hinanden. Med tiden havde de boret dybe rande på panden.
 Tolv dage senere var han druknet.
 Det var i november.

Jeg forklarede de to unge lejere (dem i de orange Helly Hansen-regnfrakker), at jeg desværre havde været nødt til at løbe et ærinde. Men underetagen var fri - i fald de stadig var interesserede. Den unge mand i telefonen var skeptisk. Han spurgte, om jeg ikke kendte klokken. Jeg bekræftede, at det gjorde jeg skam. Derpå tyssede pigen på ham, og vi aftalte at mødes den følgende formiddag.
 ... Da fjernede jeg et par visne grene fra snebærbusken og havde netop vendt mig for at gå tilbage til det hvide plastikhavebord, hvor min kaffe takket være morgensolen bevarede varmen. I øjenkrogen havde jeg imidlertid anet en bevægelse - og jeg holdt øje med hækken bag snebærbusken, mens jeg langsomt trak mig baglæns.
 Så forstod jeg, hvad det var. Og jeg sukkede og sagde - langt højere, end det egentlig var nødvendigt, også selvom han måske nok var blevet en smule tunghør på det sidste:
 "Dav, hr. Pedersen!". Og jeg rømmede mig, fordi jeg ikke var sikker på, om han havde svaret, eller om stemmen kom inde fra hovedet; og jeg sank lidt i det svampede formiddagsgræs, mens jeg syntes, jeg kunne høre mors stemme.
 "Du kan nok bo i Theodors gamle atelier!" havde hun sagt i en grådkvalt mobiltelefon. Jeg sad på mit kontor på universitet. Det var fire meter dybt og så generøst, at jeg akkurat kunne dreje rundt på stolen - fra det lysegrå skrivebord om mod den mørkegrå metalreol uden at støde knæene. Ligblege vægge. Cigaretrøg oppe under gipspladerne i loftet.
 Jeg gav hende ret - omend der trængte gevaldigt til at blive ryddet op. Men der var ikke andre muligheder, da Theo - som satte pris på de store vidder - havde fjernet samtlige vægge, og overetagen således bestod af ét stort rum.
 Efter hans bortgang var Maj og deres lille pige, Pjevs, flyttet hjem til deres nærmeste; og jeg sagde mit værelse hos den gamle dame op og rykkede ind af hensyn til faren for tyveri; og det var af indlysende økonomiske grunde - for at hjælpe de to! - at mor og far bad mig forsøge at leje underetagen ud ("Stueetage i Hellerup-villa til leje. 5 minutters gang fra behageligt strandmiljø").
 Fra min nye kaotiske og malingstinkende atelierbolig med skråvægge og farveklatter på det mørkebrune, matlakerede plankegulv søgte jeg nu at opretholde mine dagligdags rutiner: mødte på mit kontor på fakultetet klokken halvni, læste, skrev og telefonerede frem til dagens afslutning klokken seks - hvorefter jeg gik en tur i barndomskvarteret.
 Her kunne en uro pludselig komme over mig. Jeg fik på fornemmelsen, at der var nogen, der holdt øje med mig, og at der var en reel mulighed for, at husene pludselig rev sig løs af deres fundamenter og faldt ned over mig.
 Én gang løb jeg op ad en tilfældig havegang og ringede på. Det var en aften med sorte fugleskygger på den gule og violette himmel. Frisk tangbrise.
 Damen, der åbnede, var venlig og lidt tyk - hun udbrød: "Du alt forbarmende, du ser jo forfærdelig ud!". Og jeg sagde, at det måtte hun undskylde, men jeg havde opholdt mig på universitetet hele dagen og havde ikke haft tid til at tage et brusebad. Men var det muligt, at jeg kunne få et glas vand?
 "Der er vand nok i hanen!" sagde hun. Og jeg så spørgende på hende - men slappede så af i ansigtet, fordi jeg i grunden var træt. Jeg gned kinderne; det føltes pludselig som om, der sad en masse små dyr inde under huden.

Hækken svarede ikke. Men en svag raslen afslørede, at der var nogen. Jeg koncentrerede mig om et bestemt punkt. Det var særlig tyndt, fordi nogle af grenene var gået ud - og der var ganske rigtigt noget skyggefuldt!
 Jeg bøjede mig forover og vinkede til øjet. "Dav, hr. Pedersen," gentog jeg - denne gang højere. Øjet blinkede et par gange og forsvandt med en raslen. Den gyseliges solbrændte isse kom til syne over hækken ... herefter hele ansigtet og det øverste af skuldrene. Hvid skjorte med lodrette, brune striber.
 "Din bror har glemt at klippe frugttræerne i år," sagde han og missede med de usympatiske sprækker. Hvidbuskede bakkenbarter. Underlæben var for stor, så det så ud som om, han havde underbid. "I får ikke meget frugt på dem".
 "Nej, det er der nok noget om," sagde jeg.
 "Bedene ser også herrens ud. Og græsplænen. Vi får en masse mælkebøttefrø herover. Kan du ikke fortælle ham det?".
 "Netop nu er det vanskeligt. Han er i Brasilien".
 Den gyselige så et øjeblik imponeret ud. Han kløede sig med en finger på næsen - den var enorm og kroget og mindede om en trolds. I tidernes morgen havde vi digtet rædselshistorier om ham - om hans øjne, der flammede, fordi vi var sprunget fra nøddetræet ned i hækken; og om hvordan han kunne hvæse som en øgle.
 "Din bror er en dovenlars! Jeres far var bedre til at passe haven. Han lod ikke ukrudtet vokse sig over hovedet".
 "Mine forældre er på jordomsejling. De har altid ønsket sig en båd. Da de solgte huset til Theo, fik de penge til den. Forleden fik jeg et postkort. De var nævnt i det, Pedersen".
 Den gyselige så urolig ud - rettede på en grøn spire, der prøvede at springe op af hækken.
 "Far skriver, De altid har været en god nabo. En ven i nøden ... som da De i sin tid hjalp med at fælde birketræerne oppe foran. Det har han aldrig glemt Dem for".
 "Man fik nok et par stykker brænde ud af det!". Han rev den stakkels spire over. "Nu må jeg videre, arbejdet kalder. Men du kan hilse. Og din bror forresten. Hvad foretager han sig i Thailand? Er han u-landsudsending ... eller hvad den slags kaldes?".
 "Han arbejder på en vandmiljøplan". Han har altid interesseret sig for verdens sundhed".
 "I har altid været fulde af ord!". Den gyselige forsvandt.
 Jeg gik tilbage over græsset til det hvide havebord og grumset i kaffekoppen. Her lå den røde cigaretpakke - og jeg kom i tanke om, at jeg aldrig havde fortalt mor og far, at jeg var begyndt at ryge.

Jeg ventede hele dagen. Hen under aften - da skyggerne nåede hinanden og blev til et felt af mørke og kulde i græsset - var jeg ved at eksplodere. Jeg spekulerede på, om det kunne være for at hævne sig, at de to unge lejere endnu ikke var dukket op.
 Desuden var kaffen blevet kold, den smagte frygteligt. Theo drak næsten kun urtete - eller kaffeerstatning, fordi det var bedre for helbredet ... for helheden, fordi industrilandene ikke betaler en ordentlig kilopris for de ristede bønner, og landarbejderne må leve på et eksistensminimum.
 Men omsider ringede det på døren. Jeg så roligt på mit armbåndsur, klokken var ti minutter over 18 - og et øjeblik overvejede jeg at undlade at åbne.
 På strømpesokker listede jeg ind og hen til dørspionen - skubbede dækslet til side og kiggede ud. Det var ganske rigtigt det unge par fra dagen i forvejen. Pigen havde rødrandede øjne, som om hun havde grædt - den unge mand satte sit til dørspionen.
 Jeg slap dækslet, gik larmende på stedet, smækkede med et par døre og rømmede mig - åbnede så for de to fremmede, der havde været så forbasket længe undervejs.