nogen mener
at livet er den ypperst mulighed
for at komme bag
trækronernes glemsel og glimtet
måske er det alderen
den får fingrene til at visne
pennen ret og glat
rigor mortis og andre gængse tilstande
holder optog mens man trækker ud
og dagene går med syn
på de topmavede afrikanere
regnen af napalm og
alt det

nye ord føjes til modersmålet
som urimelig is
et sisyfosarbejde det er det
en banken buler, træk vejret dybt
og så tilbage
og spisning når gongongen lyder
den sommer på Ven

kanariefuglen er vidne
jeg var her og gik og sang
om dagen
trak hylder ud i skænken
støvet flagrede
om natten var min krop roligere
næsehårene afgav ilt til mørket
naturligvis kunne jeg være ved siden af
drak øl og mumlede til din gule fjerbold
det var interferens
så mange år efter
imellem min virkelighed og de
der bremser op fra mig og holder øje
et møde mellem mine flader
og skyggen over Peru
det var det der holdt mig vågen
kisten der blev åbnet
graven plyndret

nej. på denne måde
når jeg det
aldrig. mine
taster er for
flade og øjnene vender
stilke. det er
indian sumer og
jeg græder. snif -
fer en bane fri
marengs. fri for
nepalesisk røgelse og andet
nips. leder med
silkeben. skiftevis
synker og
bider mig fast i forbi-
flyvende berbere
det er indian
summer
overhængende. jeg tryk-
ker videre forbi huden. mit udgangssted
durk ind i et karaffelblik. en
viften med hatten. en
mægtig hat. så
flydende. med hovedet
strategisk under. troen på
mediet. hånden er
fremstrakt og tom. som
min. en
ugles. religiøs
buhen. med øjne
lysende. angsten under
vipperne. rummet. og
blodig vin

det hele på
en anden ny måde

i morgenregnen vågner
jeg. det er
svært at forestille sig
man ikke er andet end
nøgen og så
ubegribelig. skyggen efter
tøjet fastholder
den iskolde himmel. den har
født en lyskaster puffer
til huden. jeg er
et tændstikæg er
ung og slår øjnene
op. og

i det gryende århundrede
er det svært
at forestille sig ballondøden. den
vil ikke slippe
møblerne og de
ting jeg har samlet
sammen

på jagt i morgenregnen
efter smølfekød

sort mand iklædt bøllehat
og vatkuglestolper
banker buler i jern
jazz
mikrober der løsriver
små skrig
finder huller i luften
en tilstand
for at få nyt læder
at spurte i
sitre
skråle

maskegarn med små neonfisk
der ikke lader sig vikle
lysende
letlevende

negermanden går i luften
en tornado der i sin synken mod loftet
udgør et ræb

genklinger af noget
netop fængslende

caféen er i sig selv et øje
der afsøger gulvet
med loftets vifte
fuld
og med ryggen mod døren

så længe der er tændt er der flere
end i andet tilsyneladende

man ængstes af farven
på flasken
den som aldrig bliver sagt
eller rusket
glemt til det fastere
ikke videre halsbrækkende