Den unge pige tænkte på sin elskede, da et brag afslørede at stemplerne havde sat sig fast og den abrupte motoropbremsning bragte volvoen i skred. Tre vejskilte lagde sig under den hvinende fremfærd, motorværnet flåede den ene dør af og deformerede siden - før forruden knustes af et bundt jernrør, der lå på lastbilen foran.
 I sekunderne før sin død svævede tankerne frit i pigens hoved. Hun frygtede den ikke; tværtimod fandt hun tanken om, at hendes krop i sidste ende ville blive til bakkernes og markernes jord, smuk; at hun skulle genopstå; give næring til nyt liv; til billerne i mulden, hvis kravlen i de jordlune gange var en forudsætning for svalerne - deres lyriske kvidren fra himlen. Til universets beståen. Døden! Hun forestillede sig den som et helle; et øje af ro i en turbulent og evig foranderlighed - hvor man svævede; fjerlet; flagrede imod det skinnende, hvide lys for tunnelens udmunding. En fødsel.
 Samtidig vidste hun, hvilket var forklaringen på, at hun ikke søgte at undvige til siden for jernspiret, hvis gnistrende od netop nu gennembrød luften, at hendes død havde et formål - at den var summen af en række årsager; såvel som den ville udgøre et afsæt for hendes passager ...

Da politiet nåede frem, stod bilen midt på kørebanen. Føreren sad stadig i vraget - hendes ene øje var perforeret af en jernstang, der, tværs gennem hovedet, naglede hende til bilsædet. Hendes passager derimod åndede endnu og blev straks transporteret til det nærmeste hospital, hvor røntgenbilleder afslørede, at et ribben havde været blot tre centimeter fra at punktere den ene lunge.
 Politiets undersøgelser var hurtigt overstået. Efter rutinemæssige undersøgelser af dæk og aftryk på kørebanen blev det fastslået, at føreren havde kørt med en hastighed, der langt overskred den tilladte. Og senere blodprøver viste, at føreren, såvel som hendes passager begge havde haft betydelige mængder alkohol i blodet; disse faktorer lagt sammen havde bevirket hendes tab af herredømmet over køretøjet - og den fatale kollision med skiltene, motorværnet og lastbilen.
 Hermed syntes der ikke at være nogen anledning til at fortsætte efterforskningen - hvorfor sagen blev henlagt og politirapporten forfattet og opmagasineret i en grå rulleskuffe på Gentofte Politigård ...

Tre år tidligere var to drenge på æblerov.
 Den ene lå oppe på kanten af det grønne plankeværk. Han var sorthåret; indædt koncentration fik hans buskede øjenbryn til at mødes i et kryds, øjnene glødede - og læberne trak stramme ud til siderne i et hånligt grin. Han var forpustet men gjorde sig umage for at lyde henkastet, da han i næste nu, og uden at værdige den blege dreng nedenfor på fortovet et blik, beordrede:
 - Så er det dig, Asger. Din brilleabe!
 Den hvidhårede dreng fór sammen. Han var ikke vant til at bevæge sig fysisk og var langt fra så adræt som sit muskuløse forbillede. Alligevel lo han - og slog sig voldsomt på brystet.
 - Aiaiaaa, råbte han. - Tarzan-bandolo.
 - Hold kæft! Det ender med, at Stokkesen opdager os. Den sorthårede rystede foragteligt på hovedet. - Din lille nar, Asg!
 - Undskyld Søren. Den blege dreng så angerfuldt ned. - Jeg ville ikke ... Han tøvede, kunne ikke finde de rigtige ord. - J-eg..., stammede han.
 Men den sorthårede dreng var atter optaget. Han var begyndt at krybe over imod det store kastanjetræ, hvor en lang gren rakte ud over fortovet og vejen. - Giv agt, hviskede han pludselig. - Stokkesen står i vinduet!
 Den blege dreng sprang øjeblikkelig i ly, pressede sin spinkle fugleungekrop ind mod de grønne planker. Hans briller var duggede.
 Det må gøre ondt! tænkte han, idet han hev astmatisk efter vejret. Det måtte gøre ondt at ligge sådan. Og det var farligt! Som lærerne; og de ældre elever - når de truede med buksevand og så frygtindgydende ud med deres islændersweatre og cowboyjakker med hårbørster stikkende op af brystlommen.
 Den spinkle dreng pressede sig ind mod plankeværket. I brillernes overkant så han vennen, hvis smidige krop var på vej hen over stakittet. Han var helten; han havde mod til at udråbe de større elever til feje svin. I timerne blev han tit smidt uden for døren; navnlig af Blinde-Bjarke, fordi han slap prutter ud, han havde fanget i badekarret i en sort plastikpose. Og lagde tegnestifter ud foran hans store rågummisåler, så det endte med, at han lød som en sherif, når han gik. Indtil nu havde det indbragt ham seksten svedere, ingen andre havde fået så mange - og tilbragt sammenlagt seksogtyve skoledage i observationsklasse.
 - S-st-år ...
 Asgers stemme bævede. Hans skuldre var hårde af anspændelse, tindingerne dunkede. Ryggen imod de grønne, trykimprægnerede planker. Han trak vejret dybt. Og det var en ringe trøst, at det var Søren og ikke ham selv, der lå på maven oppe på plankeværket; at det ikke var ham pålagt at bestride rollen som afgud; at han i sit endnu blot 12-årige liv kun havde fået en enkelt sveder; og at hans ryg aldrig var blevet krænket af hundepiskens knuder. Tæsk var heltenes lod: Sørens mor truede altid med stedfadersen, der var flyttet ind kort efter, at Sørens biologiske far var forsvundet sporløst. Sin egen barndom opfattede Asger som et lykkeligt modstykke hertil ...

 - S-står han der endnu?
 Nu vovede Asger sig forsigtigt fri af plankeværket. Langsomt var frygten ved at fortage sig - for stoltheden over at være med. Han rettede sig op, lynede omhyggeligt den blå vindjakke og påtog sig en alvorlig mine. En brusen indvendigt: ærefrygten; over at modtage ordrer fra sit idol - ordrer som kunne komme til at betyde liv eller død.
 Men så fik han tilbagefald. Og han følte sig atter så anspændt, at hans mave, fra hvis dyb en rumlen i samme nu genlød ildevarslende, sendte et jag ud i kroppen. - K-an du se ham, Søren? gispede han på nippet til at græde.
 Den sorthårede svarede ikke. Han var for optaget af at betragte den gamle mand, der var dukket frem i vinduet. Hans stemme lød distræt:
 - Er du i beredskab, Asg?
 - Selvfølgelig! Den blege dreng rømmede sig; forstod ikke ordlyden. Men han beundrede vennens sans for komplicerede ord og vendinger. For de voksnes sprog. Synet af de godt to meter høje planker - han begyndte atter at ryste. - Je-eg ved ikke, om jeg kan, Søren ...
 - Selvfølgelig kan du det. Stil dig op på cyklen. Så giver jeg dig et nap!
 Asgers skridt var modvillige, slæbende - da han gik hen imod cyklen. Det havde set let ud med Søren; en bjergged der rask bestiger en klippevæg. Fødderne op på sadlen og så et kraftigt afsæt. Men Asger vidste, at han ikke havde nær den samme styrke. Eller smidighed.
 Han sukkede - sikrede sig, at cyklen stod forsvarligt op af plankeværket. Så støttede han omhyggeligt med hænderne mod de grønne planker, mens han satte foden op på pedalen. Derpå den anden på bagagebæreren - for endelig at stå rystende på sadlen ...
 Øjeblikket efter gøs han ved synet af græsplænen langt under dem. Han krøb helt hen til Søren, denne sad fremme ved den store kastanjegren - og med et forsvarligt greb om barken skævede Asger nu ud over Stokkesens jordbesiddelser. Og samtidig hoverede han i sit stille sind - over sit held; over at være udvalgt til denne farlige ekspedition ... over at han, Asger Andersen beviseligt ikke var nogen tøsedreng, nej han var ikke ligesom Jætten ...
 Asger frøs ved erindringen. Han så blodet for sig, det ødelagte ansigt. Jætten havde forsøgt at heade en lav bold i mål. Og samtidig havde han selv sparket - træskoens jernkappe havde ramt lige under næsen, og Jætten var besvimet med et dybt suk og blodet styrtende ud af næsen. Senere havde det vist sig, at han havde mistet begge fortænder.
 - Det havde svinet sgu godt af! havde Asger sagt ...

Stokkesens have bestod af en kæmpestor græsplæne, der var ukrudtsfri og nyslået. I midten lå et umådeligt bed, der om sommeren var fyldt med blomster, hvide blomster med nikkende hoveder i violet og gul; men i år henstod blot et par ensomme, visne stængler.
 Nær blomsterbedet hævede en høj sokkel med en bronzefigur sig. Det var en engel med en krukke under den ene arm og vinger på ryggen. Den var irgrøn, visse steder helt sort. Engang i tidernes morgen var der kommet vand ud af krukken; nu gav den nødtørftigt ly til en gulnet fuglerede.
 Bagest i haven lå huset, hvidkalket og tavst. Det var i ét plan - med fladt tag og mørke plamager af skidt og sod på murværket. En rødlig vin krøb fra fliserne foran op og invaderede fugerne. Visse steder nåede rankerne helt op til den bejdsede trægesims.
 Søren landede på jorden, gav omhyggeligt efter i knæene. Han var klar over, at det var en farlig opgave, de havde foran sig - håbede at Asger ville kunne klare det ... ikke kollapsede ...
 Den blege dreng var mere forsigtig - arbejdede gradvist kroppen ud over plankeværkets kant, til han kom til at hænge i armene. Så slap han, landede stønnende på alle fire.
 - Hold op, hvor er jeg klodset!
 Han lo, mens han kom på benene; børstede den mørkeblå vindjakke. Tog brillerne af og pudsede dem i jakkeærmet.
 - Min mor siger, det er vigtigt, at jeg altid går med briller. Ellers bliver jeg skeløjet. Ligesom dengang jeg var lille. Til gengæld får jeg snart en rigtig dolk. En spejderdolk!
 Søren nikkede distræt. Han var træt af at høre om den evindelige spejderdolk ... begejstringen ...
 Mod! tænkte han. Mod og selvkontrol var de vigtigste våben for enhver kriger. Forud for enhver vunden krig lå en strategi. Intuition og udspekulerethed; der ud over at vise vejen for egne handlinger måtte rumme forudsigelser om fjendens. Med tankens kraft kunne man styre enhver - lægge fælder, foretage skinmanøvrer; for at give det endelige nådestød.
 Som da krigen mod 5. C var blevet vundet. Med snilde; kun et enkelt offer havde det kostet: Jætten! Vil du ikke hjælpe os, Troels? Vi har brug for dig! Han havde naturligvis indvilget - og mødt c'erne ene mand. Som optakt havde han piftet Karate-Karstens cykel med en skruetrækker. Og havde derpå fået masse-høvl med et sjippetov, mens Søren og de andre a'ere tømte fjendens akvarium for vand og satte fiskene op på opslagstavlen med tegnestifter.
 Det havde forårsaget et ramaskrig. Hele klassen var blevet kaldt til afhøring på skolens kontor og var endelig, som følge af, at ingen tog ansvar for rædselsgerningen, blevet ekskluderet fra skolen i tre dage. Kun Jætten var gået fri. Adskillige vidner kunne således berette, at de havde set ham ligge i en blodpøl ude ved cykelstativerne bag skolen i det tidsrum, henrettelserne havde fundet sted ...

Sørens øjenbryn var rynkede.
 Det havde været nødvendigt at undgå havelågen, tænkte han, fordi den, akkurat som den småstensbelagte havegang op til hoveddøren, kunne overvåges fra de store stuevinduer. Af samme grund måtte den videre fremrykning ske via det brede bælte af grantræer og buske, der strakte sig fra det sted, hvor de stod, forbi huset - og videre til det store æbletræ omme i baghaven.
 - Har du fundet ud af noget? lød Asgers stemme bagved.
 Søren vendte sig træt.
Et ynkeligt syn! - som han stod der og missede gennem brillerne. Det tjavsede hår, de tynde ben. Mager og vakkelvorn. Svækling!
 - Hvad tror du, brilleabe? snerrede han med en hidsighed, der kom bag på ham selv.
 Den spinkle dreng så hastigt ned; pillede ved lynlåsen.
 - Hvorfor pokker skrider du ikke bare hjem til din kloge, blege far og gemmer dig!
 Asger svarede stadig ikke. Gråden var krøbet helt op i halsen. Hvorfor var Søren sådan imod ham? Hvorfor var han vred på ham, hvad havde han gjort?
 Men så mærkede han pludselig en hånd på skulderen; han fik et hårdt puf.
 - Det er jo ikke ment på den måde. Tonefaldet var venligere. - Du er god nok. Du trænger bare til en masse mere mod!
 Asger nikkede betuttet.
 - Det får man ved at skide i bukserne. Når man har skidt al angsten ud, bliver man en helt!
 - Mener du det? Tror du også, jeg kan blive modig?
 - Gu gør jeg! Er jeg måske ikke Søren-bandolo?
 Asger åndede lettet op. - Jo! udbrød han. Og jeg er Tarzan-bandolo. Aiaiaiaa! Han slog sig hikkende på brystet; han havde pludselig lyst til at løbe ud til midten af græsplænen og tilbage igen. Åh, bare han havde haft den spejderdolk ...
 - Så ... hold nu! Den sorthårede dreng beherskede sig, sin lyst til at smile ... - Skal du ikke høre flugtplanen, Asg?
 Den spinkle dreng tav hastigt, nikkede.
 - Følger du græsplænen, forklarede Søren, - ... fra englen og skarpt til højre, vil du finde et lille hul i hækken. Dette fører ind til nabogrund ... sig mig, er du nu igen i Nangiala, Asg?
 Men den blege dreng svarede ikke. Hans øjne var vildt opspilede; og så fjerne, at man kunne spejle sig i dem ...
 Et hårdt puf fra Søren bragte ham tilbage ...
 Glippende med øjnene stod han - en forsovet Tornerose, der pludselig, revet væk fra sin drøm, finder virkeligheden chokerende - brutal. Han så forvirret på vennen ...

 Da de to drenge begav sig videre, kravlede Søren forrest - de arbejde sig igennem det tætte krat. Det var en besværlig fremfærd, tornede grene stak ud, hang fast i tøjet og fik huden til at klø. Og grantræer - med pudret støv på grenene.
 Asger nøs.
 Nøs ...
 Han havde altid været multiallergiker - kunne hverken tåle pollen eller husstøv. Eller uld eller kattehår eller cigaretrøg. Da han gik til spejder, havde han engang, fordi tre ældre drenge havde efterladt ham bundet i en hestestald, nær mistet livet. Mindet hjemsøgte ham stadig med en iskold gysen.
 I baghaven åndede Asger lettet op. Nu var det blot et spørgsmål om at tilbagelægge de sidste fem-seks meter hen til æbletræet. Til sikkerheden.
 - Hvad nu ... En tanke var pludselig slået ned i ham. - Hvad nu hvis Stokkesen opdager os oppe i træet?
 Den sorthårede fnyste foragteligt - men mildnede straks efter sit tonefald:
 - Det gør han ikke. Desuden kan han ikke kravle i træer.
 - Men hvis nu han gør. Så kan vi jo ikke nå hen til hullet i hækken ...
 - Stoler du ikke på mig, Asg? Tonefaldet var hårdt. Ildevarslende.
 Den blege dreng tøvede - lo derpå voldsomt.
 - Selvfølgelig Søren! udbrød han. - Selvfølgelig stoler jeg da på dig!
 De påbegyndte opstigningen. Smågrene dannede et tyndlemmet stigeværk op omkring stammen. Længere oppe blev fremfærden besværligere.
 Asger havde glemt sin frygt. Ganske vidst turde han ikke kravle så højt op som Søren - denne havde taget plads på en tynd gren næsten helt oppe ved toppen, grenen buede faretruende.
 Til gengæld var duften fortryllende; frisk, let sødlig af harpiks og æblesaft. Asger trak vejret dybt ind
 - Man kan se helt hjem til mig! lød Sørens stemme ivrigt.
 Den spinkle dreng så op. Tættere ind mod stammen sad vennen nu, med favnen fuld af æbler. Han grinede - idet han samtidig lod som om han tabte et æble. Det ramte Asger på skulderen
.  - Nu besvimer du vel ikke af højderne, Asg?
 - Nej da! Svaret faldt prompte - demonstrativt rakte han samtidig efter et æble særlig langt ude på en gren. - Men de er svære at nå!
 Intet svar.
 Den sorthåredes opmærksomhed var blevet fanget af en næsten umærkelig bevægelse i den ene øjenkrog, en bevægelse, der fik fuglene til øjeblikkeligt at forstumme - og ham selv til at glemme alt om sin hengivne undersåt, dennes bløde, loyale vedholden - haven henlå i stilhed ...

 - Stokkesen!
 Stemmen var advarende; en skraben af tøj mod bark.
 Asger stivnede - var nær ved at miste balancen, han klamrede sig til grenen. Med en dump hvirvlen forlod æblerne hans favn.
 Drengene holdt vejret - den ene roligt. Afventende (hold nu for pokker ud, Asg!) -
 Den anden med bankende hjerte og en ætsende smerte i mellemgulvet. Undskyld Søren! tænkte han og var på nippet til at græde. Frygtindgydende silhuetter steg op for hans øjne, ansigtsløse, han peb. - Jeg kunne jo ikke gøre for det. Det kunne jeg altså ikke. Men han var et klods, vidste han udmærket ...
 Nu stod den gamle mand på terrassen. Lænet op af sin brune spadserestok og missende med øjnene. En blå- og brunternet skjorte; tynd; med dirrende lemmer - og runde stålbriller, de fik ham til at minde om en professor.
 Et æblestykke ramte Asger på skulderen. Han så op. Ned! Søren pegede med en finger, læberne formede. Den blege dreng kastede et forskræmt blik over mod terrassen.
 Den gamle havde lukket øjnene - nød tilsyneladende den friske sensommerluft, nakken tilbage; han gabte.
 Så gik det pludselig hurtigt ...
 Nyset! - Asger nøs. De to drenge kurrede hastigt ned ad stammen, landede i en regn af æbler.
 Den sorthårede var straks på benene.
 - Flygt! skreg han.
 Men hans blege følgesvend bevægede sig ikke - lå som paralyseret på græsset.
 Den sorthårede kastede et hastigt blik i retning af terrassen: den gamle! - efter bedste formåen humpede han ned af stentrappen, til plænen; hans ansigt var rødt af anstrengelse, han gispede.
 - Flygt!
 En flad hånd fløj igennem luften ...
 Og takket være den svidende smerte i kinden kom den spinkle dreng omsider på benene; et øjeblik stod han vaklende - lagde sig derpå i sit forbilledes kølvand imod hullet i hækken ...

Da brølet fór hen over græsstråenes spidser, var det kun den lyshårede, der standsede. De befandt sig blot to meter fra hullet i hækken - den sorthårede var på vej igennem; Asger gjorde omkring - og frøs til is!
 Midt ude på græsplænen var den gamle mand faldet omkuld. En ejendommelig skyggefuldhed havde indfundet sig omkring hans krop, en kulsort aura - lemmerne dirrede; og hans stemme var ru, uden klangbund, da han atter skreg, mens han famlede i græsset efter sin tabte stok.
 Han skreg ...
 - Den gamle nar!
 Den mørkhårede stod atter ved Asgers side. Savlen stod som fråde fra hans mund, han snappede efter vejret. Fra vindjakkelommen fremtryllede han nu to æbler, to skinnede røde æbler - og sendte det ene til vejrs ...
 Et skrig af smerte! - Den gamles læber udgød sin harme, sin ubændige afmagt, imod trætoppene, småfugle lettede - gav genlyd imellem frugttræerne og den hvidkalkede terrasse.
 - M-en ..., stammede Asger. - Han er jo syg!
 I den sorthåredes ansigt havde bredt sig et uhyggeligt smil, der ikke nåede øjnene, de skinnede djævleagtigt.
 - Så skulle han have ladet os være i fred! vrængede han - kastede endnu et æble; noget i Asgers stemme havde et øjeblik fået ham til at tøve - derpå til at lægge ekstra kraft i kastet.
 Den gamles skrig.
 Skriget ... Og den lyshårede greb i et afmægtigt forsøg på at sætte en stopper for ondskaben i vennens skulder.
 Da det pludselig var overstået! -
 Stilhed.
 Fuglenes fravær ...
 De to drenge stod ubevægelige - den mørkhårede med en antydning af rådvildhed, som han gjorde sig umage med at skjule; en sitren ved det ene øje.
 Asger græd ...
 - Hv-ad er der galt med ham? hulkede han. - Hvad gør han, Søren?
 Den mørkhårede svarede ikke. Et gustent skær farvede hans ansigt, blikket var udtryksløst; hvad skulle han sige, gøre ...
 Endnu et æble ....
 Og en gentagelse fra græsplænen - af oldingekroppens ubevægelighed!
 - Han spiller bare død, mumlede han usikkert, - ... for at slippe for flere æbler!
 Et æble ...
 - Eller også er han virkelig død! Så kan det være, du slet ikke får din dolk, Asg ... Søren lo skingert, skød en skygge fra sig, en ængstelse ...
 Den lyshårede dreng hulkede - hans spinkle krop dirrede, og han snappede som en fisk, der er blevet smidt ud i græsset.
 - S-sig ikke sådan noget, stammede han. - Sig ikke sådan noget, Søren ...
 Og lidt senere, idet han endnu snøftende baksede for at følge sin helt i vildnisset, de tornede grene, svor han en ed. Aldrig tænkte han - aldrig ville han, så længe han levede, fortælle nogen om dette, sin frygtelige udåd - de ville skamme sig over ham, skamme sig, mor og Far Thomas ...