nyslået vådt græs
lokker
sankthansormene op fra de
jordlune gange og
små blinkebiller i
morgentågen

slikker briller rene kysser
mine armhuler
smånynnende, knipser
takten til mine
grønne sange

her er den så den
duftende æblehave hvor
jeg er søgt ud for at opleve
noget andet end den
fugtige luft i de
hvide abers hule. høje

mørke træer er her med
azurgrønne blade duvende
venligt i vinden. de
elskende par i
ly af trækronernes skygge indtil min
nysgerrige måne bader dem i lys - får
dem til at le
ublufærdigt og levende i
min forløsning. det

er her
frodige negerinder og
kinesere med små høflige buk brydes i
erotik mens
listetyvene forfører mine nakkehvirvlers
tændte sirener. sådan
er den altså min
æblehave. her vil
jeg drikke, elske og
dø, ikke fordi jeg er
noget særligt andet end et
menneske af kød og ånd der
besidder en grusom og
afmægtig trang til
friske grønne

æbler

mit enevældige æble groede
engang i din lyske, hvor du
ammede det omsorgsfuldt med mælk fra
røde træers knopper. groende
betragter jeg
morgendisen: dine
krogede fingre der svinger
den fremmede frem og tilbage over
floderne ganges og styx. hidtil har de været
mine alene men nu fyldes de af
saft fra hans
gule krop og blåt: puster

grønne bobler i blod

heroppe fra muren hvor
vi er født eller kravlet op, vi
to små fugleunger, kan vi
se hele det store
gråviolette europa. åh

jeg er så bange, jeg knuger dine
lådne kløer i
hastige kuldegys mens jeg
skiller dine skamlæber for
at kalde på vor
fælles livmoder. men

hun er forgangen og
jeg er blot en
fjerløs gråspurveabort på
en husmur der nu øjner hele
europas muligheder over den
splittede redekant der
udgør mit krakelerede
førtidige verdensherredømme. og
nu er det dig der
knuger mine lemmer fordi du er
rædselsslagen for at miste
din pension når
den tid kommer og
dødsangst for at vor vidunderlige
duntrygge velfærd heroppe
nær nordlys og frihedsfølelser skal
forsvinde i al det
violette intet. tror

du at vore
dunvinger kan bære?

i dine øjne forsvinder
spejlbilledet af min
punkterede brystmuskel. hæver
sig mens din
varme nakke glider
tilbage, håret kaster sig i
brølende kornbølger ned gennem
fordybningen imellem dine
glatte skulderblade, du
læner dig fremover og jeg
tvinger med al min urkraft
mit køn så langt ind som
det kan komme for erindringer om
oprindelig mandighed og
drengeansigter i spejle

hun ringer i natten ved
firetiden. hendes tårer finder
frygtsomt vej igennem mørke og
knitrende telefonledninger til
min glaskolbe: udtømt
for plankton og andet
myldrende liv der
finder næring i

øjnes salt