Artikel: KAROSHI

”Fæld ikke dom over nogen, før du har gået tre månefaser i hans mokkasiner!” lyder en indiansk talemåde. Det er imidlertid svært ikke at fælde dom over de forældre, som i tidens- og måske især storbyens ånd videregiver trenden om, at hyperaktive børn er glade børn – og således uden at kny overtegner 8-årige Sebastian eller 12-årige Maries kalender, så man som sløv og lettere afdanket voksen får ondt i maven og nervøse trækninger ved begge øjne.
  Vi taler om barndommen her – med ét forvandlet til et kunstigt væddeløbsliv!
  Vi taler om en samtid, hvor familiens daglige tempo ofte er uhyggelig højt, og der er et stort pres i form af tidsfrister, præstationskrav, forventninger, barnlige voksne, overfyldte institutioner og oceaner af syns-, lyd- og følelsesindtyk fra alle sider - foruden de klassiske stress-skabere som selvstændighedsalderen, puberteten, skilsmisse, sygdomme, dødsfald og andre ulykker.
  Vores yngel er blevet tildelt noget af en opgave!
  På Hillrød Sygehus har man de senere år oplevet, at 30 procent flere skolebørn er blevet indlagt med stresssymptomer. Blandt voksne danskere oplever to ud af tre deres liv som værende alt for stressfyldt, og hver femte er så stresset, at det går ud over livskvaliteten og truer helbredet. Vi klager generelt over for lidt tid til familien og vennerne, og 41 procent af os ville gerne arbejde en dag mindre om ugen.
  Er det dén arv, vi gerne vil give videre til vores børn – en arv, som går ud på, at man kun kan være rigtig tilfreds med sig selv, hvis man farer af sted med 180 i timen og hævdholder gode, danske bonderåd som: ”Du skal gøre dit bedste!” og ”Det gælder om at mase på!”?
 
Desværre ser det ud til det!  For stress regnes nu engang for en … værdi! Eller rettere: At fare af sted er en værdi - og stress er højhastighedens onde lillebror.
  Nepaleserne har intet ord for stress. Japanerne har ét for ’død som følge af for meget arbejde’ – karoshi. Vi i Danmark nøjes med en gylden middelvej og har lånt det engelske ord - men er så til gengæld så stolte af det, at vi uden at rødme digter vores ugentlige arbejdstid højere, end den er. Lægerne overdriver deres administrative byrder, men generelt overdriver vi alle … og de med karrierejob uden højeste arbejdstid overdriver mest. Faktum er, at den aftalte arbejdstid for en fuldtidsbeskæftiget siden 1960 er faldet fra ca. 2150 timer om året til under 1700. Alligevel taler og taler vi om vores arbejde.
  Hvorfor?
  Fordi vi tilsyneladende så hårdt- og hurtigtarbejdende er drevet af en ubændig trang til at opnå omsorg og ikke mindst arketypisk, dyrisk næsegrus beundring fra vore ligesindede – og så selvfølgelig fra flokkens svagere, mere langsomme og dagpenge- og efterlønsmodtagende … for ikke at sige rent ud sagt død-sløve individder.
 
Blandt de død-sløve er Torben! Han var engang min nabo og et super-karrriere-menneske med en hastighed på de berømte 180 i timen … 100-timers arbejdesuge og med et væld af bolde i luften, der hele tiden skulle både kastes og gribes. Han havde masser af succes, magt, rejseaktivitet, interessante arbejdsopgaver og penge.
  Men en dag fik han en blodprop – af stress og mildt sagt på randen til karoshi. Det var kun med nød og næppe, at han overlevede!
  I sit nye liv holder han en del foredrag om, hvad det vil sige fra den ene dag til den anden at være degraderet til et andenrangsmenneske og noget, folk frygter at ende som.  Og så sidder han i sin have og ser på fuglene og nikker, når man går forbi hækken. Og hver morgen må han have hjælp til at få sit tøj på - som befandt han sig i en barndom, der bliver ved og ved. Og ved.



- www.boskjoldborg.dk -