Artikel: VI FORTRAVLEDE FORKÆLEDE

Europæerne må oppe sig! lød det for nylig i et interview med Nina Smith, der er professor i nationaløkonomi. Vi er nemlig forkælede, og det forkælede ligger i forholdet mellem vores materielle rigdom og adgang til sociale ydelser - og på den anden side vores korte arbejdstid med lange ferier og orlogsperioder, tidlige tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og sene begyndelse på ditto. Dét bliver vi ifølge Nina Smith nødt til at lave om på, hvis vi ønsker at bevare vores mange privilegier i den nye globaliserede virkelighed.
  Hvordan harmonerer det med, at et stadig stigende antal danskere føler sig stressede? Blandt voksne danskere oplever to ud af tre deres liv som værende alt for stressfyldt, og hver femte er så stresset, at det går ud over livskvaliteten og truer helbredet. Verdenssundhedsorganisationen WHO spår, at stress i 2020 vil være en væsentlig sygdomsfaktor. Og stressen går jo også i vores børn, så man f.eks. på Hillerød Sygehus de seneste fire år har oplevet, at 30 procent flere skolebørn er blevet indlagt med stress-symptomer. Andre hospitaler ser lignende tendenser.
  En del af vores stress er selvfølgelig direkte affødt af globaliseringen, den hårdere konkurrence og det medfølgende øgede pres på vore arbejdspladser. For nok er den aftalte arbejdstid for en fuldtidsbeskæftiget siden 1960 faldet fra ca. 2150 timer om året til under 1700. Men vi løber stadig hurtigere, og flere og flere af os indgår en djævlepagt gående ud på, at man uden at kny altid har sin telefon åben, altid læser sin mail og gerne tænder den bærbare aftenen efter aften og lørdag efter lørdag, i stedet for at sidde og se fjernsyn eller læse godnathistorie for ungerne. Ligesom vi også forventes at uddanne os hurtigere og mere målrettet og hele livet igennem opgradere vores kompetencer – og helst uden at få en krone mere for det.
  Men man kan og bør nu heller ikke se bort fra, at stressen jo også regnes for en værdi – hvorfor vi selvfølgelig dyrker den! Eller rettere: At fare af sted er en værdi, og stress er nu engang højhastighedens onde lillebror. ”Pyha, jeg er lidt stresset for tiden,” siger man med et skævt smil til sin gode, gamle ven. Og han nikker med samme skæve smil og en bemærkning om, at det jo heller ikke er blevet lettere efter, at man har fået børn, og arbejdspladsen er blevet det sted, hvor man slapper af. Vi så hårdt- og hurtigtarbejdende er nemlig også drevet af trangen til at opnå respekt og opmærksomhed fra vore lidelsesfæller - og helst også næsegrus beundring fra flokkens svagere, mere langsomme og dagpenge- og efterlønsmodtagende for ikke at sige rent ud sagt røv-sløve individer.
  Hvorfor gør vi det? Hvorfor bliver vi ved? Hvorfor har du og jeg så travlt?
  I bund og grund lever vi blot op til god protestantisk skik og maser på og gør vores bedste for Gud og fædreland. Og Janteloven - der trods en vis almenmenneskelige rækkevidde trods alt er formuleret i Norden - befaler som bekendt én at gå med næsen i muldhøjde og kun hæve blikket for at finde ud af, hvordan man kan gøre sig endnu mere umage. Desuden kompenserer vi for et dirrende nationalt selvværd præget af lutter tabte krige gennem de sidste 400 år. Herman Bang var inde på det i sin roman ’Stuk’, hvor han med netop den billige stuk som symbol beskriver et København og en nation, der slikker sine sår oven på 1864 og derfor pynter sig overalt med de overkommelige lavprisfjer uden egentlig værdi - tingene skal blot tage sig godt ud!
  Men tabet af selvværd har langt dybere rødder: Vores sidste sejr var over svenskerne og finnerne helt tilbage i 1617 og kun med pokkers god vilje og solen i ryggen. Siden har vi sunget vores straight forward-blues, og det bliver vi nok ved med - i globaliseringens forblæste skygge.




- www.boskjoldborg.dk -