"Det eneste, ondskaben behøver for at sejre, er, at det gode menneske intet foretager sig," sagde 1700-talspolitikeren Edmund Burke.
Det er ord, der formentlig kan få mange til at krybe i ly under gulvtæppet - når man for eksempel retter blikket udad og betragter krigen i europa, der nu har varet så længe, at alt hvad hovedet efterhånden kan sætte sig op til, er en træt og fortrængende hovedrysten.
Ghita Nørby er en af de mange gode, der har udtrykt sin frustration og dybe sorg over krigens uoverskuelighed - og over at man som enkelt medmenneske kan have svært ved at føle, at der er noget at stille op.
Her er et forslag - der ikke løser hverken den ene eller den anden konflikt på slagmarken men kan være med til at forbedre klimaet for de, der slap væk og nu opholder sig i Danmark.
Og for andre, der kommer hertil fra krig eller uværdige levevilkår; samt - ikke mindst - for det menneske, der ser det som en fornem opgave i livet at arbejde for at bevare eller generobre den åbning i sindet, der var og er et af barndommens privilegier.
Men først - før lommeterapien - et par ord om vor multikulturelle fremtid, der er en kendsgerning, og som gør det nok så vigtigt at gøre sin egen personlige åbenhed til et tankeemne.
I Weekendavisen skrev Uffe Elleman-Jensen således engang om, hvad han mente var fremtidens vanskeligste og mest presserende politiske problem - overbefolkningen. Med et globalt befolkningstal på 5½ milliard og en tilvækst på omkring 100 millioner om året er problemernes omfang nær uoverskuelige. Krige og hungerkatastrofer genererer eksplosive flygtningestrømme - tæt på 20 millioner i FN-systemets varetægt og mellem 20 og 40 millioner udenfor. Og der er ikke udsigt til fald - langt fra!
Den vestlige verden - og det vil i sidste ende sige skatteyderne - står over for et valg: Enten accepterer de at yde generøs bistand og give handelsindrømmelser til de fattige lande. Eller også må de bruge stadig flere penge på at forsvare grænserne og gaderne i byerne - og på at behandle asylansøgere og huse og brødføde indvandrere.
Paradokset er, at selv store finansielle overførsler kun kan hjælpe marginalt. Og at jo flere mennesker i de fattige lande, der kommer til at tjene penge, jo flere vil få mulighed for at rejse.
Vi står således - uanset hvad vi vælger - overfor en omvæltning, der er ensbetydende med en udvikling i retning af det multikulturelle. Og dette faktum giver anledning til ængstelse hos mange danskere.
For eksempel er det et velkendt paradeargument, at de fremmede kulturers indtog i landet udgør en trussel for danskheden. Man frygter for sproget. For religionen. For demokratiet, kvindernes råderum e.t.c. Og det endskønt der er talrige eksempler fra hele verden, der taler for, at kulturer - også mikrokulturer som den danske - har rige muligheder for at overleve ... blandt andet fordi frygten for fremmed dominans kalder på nationalfølelserne, akkurat som Tour de France.
I absurd fald bliver mennesker til nationalister - til mennesker ramt af en sygdom, der til forveksling ligner udsigt- og indsigtsløshed.
Trikin, kalder Dostojevski lidelsen i 'Forbrydelse og straf'. Herved forstås en mærkelig smitsom sygdom, om hvilken det lyder: "En ny slags Trikin var dukket op; mikroskopiske substanser, som slog sig ned i menneskers kroppe. De, som blev inficerede, blev øjeblikkeligt påvirkede og blev sindssyge. Imidlertid var der ingen, der betragtede sig selv som så kloge og som havende så afgjort ret, som disse inficerede".
Beskrivelsen af Trikin stemmer fint overens med den jødiske psykiater Leo Eitinger's definition - af racisme! Under 2. Verdenskrig blev han sammen med over 600 norske jøder sendt til Auschwitz, og siden da har han bekæmpet fremmedhad. Eitinger opfatter racisme som: "en bevægelse, der mener, at nogle mennesker er mere værd end andre". Kort og godt.
Og han danner fodslag med den tyske forfatter og samfundskritiker Hans Magnus Enzensberger, der i sit essayværk "Die Grosse Wanderung", påstår, at gruppeegoisme og fremmedhad er antropologiske konstanter, der går forud for fornuften.
Dette synspunkt understøttes helt af Leo Eitinger, der fremhæver, at alle mennesker har en iboende forestilling om, at de er lidt bedre end andre. For eksempel var Aristoteles af den opfattelse, |
at de folk, der boede nord for det klassiske Grækenland, var lidt tunge i det. De passede ikke til at regere. Asiaterne kunne man ikke stole på karaktermæssigt, mens grækerne levede i centrum af verden. De var bestemt til at herske. Eitinger selv er vokset op imellem tjekkisk og tysk - mellem slaver og germaner. På slavisk betyder det ord, der betegner 'en tysker', en 'stum' - altså en, der ikke kan snakke. Slaverne derimod er 'dem der ejer ord', de der kan snakke.
På tysk er det på tilsvarende måde - 'tysk' betyder oprindelig 'tydelig', mens slaverne simpelthen var slaver.
Tjekkiets præsident, Vaclav Havel, advarer også mod sygdomme som Trikin og nedarvet egoisme og stammechauvinisme. Han anklager de enkelte lande i Europa for at være snæversynede i arbejdet med unionen: "Vi skændes om kvoter, tariffer og rentesatser. Vi hævder vore egne meget egoistiske særinteresser, hvadenten de er geopolitiske, ideologiske, økonomiske eller noget andet".
Havel påpeger videre de foreløbige konsekvenser af snæversynetheden - de europæiske demokratiers negligeren af Nazi-tyskland, der førte til, at man måtte betale "en million gange højere pris i bekæmpelsen af nazismen i dens mere udviklede form". Og senere: Stalins opslugelse af halvdelen af Europa - som Europa bøder for den dag i dag.
Spørgsmålet er så, hvad man stiller op med snæversynetheden?
I 'Mærk Verden' fremfører Tor Nørretranders, at opblødningen i forholdet mellem den gamle verdens supermagter, USA og Sovjetunionen, var et direkte resultat af, at de to landes regeringsoverhoveder talte nok så fint sammen - de blev trods deres forskellighed og modsatrettede interesser vist ligefrem venner.
Det må have krævet, at mere end en enkelt udstikkende tå blev hugget af; eller - for de to parters vedkommende - at de søgte at nedbryde deres forudindtagede holdninger til, hvordan den anden var ... at han var fjenden. De måtte begge arbejde med en mekanisme i deres sind. En "bevidstløs maskine", kalder Peter Bastian den i sin bog: 'Ind i musikken' - eller "egoforsvaret".
Ved dette forstås en mekanisme, der (som immunforsvaret) automatisk går i gang for at forsvare sindet imod det ukendte. Imod pollen og tuberkulosebakterier. Væk med alt fremmed.
Egoet er en forudsætning for ens liv her på jorden. Der hvor det er splintret og ikke lader sig samle, taler man om sindssyge. Et stærkt forsvar er derfor nødvendigt - en mekanisme, der kan censurere de informationer, man modtager. Og enhver information, selv de, der står bøjet i neon, møder egoforsvaret med to grundholdninger: Accept. Eller afvisning.
Sorteringen sker automatisk. Man accepterer det, der ikke er noget nyt og farligt i - portene bliver slået på vid gab. Og man afviser (eventuelt camoufleret som nysgerrighed) det nye, det som kan få konsekvenser for egoet.
Det er egoforsvaret, der gør det svært for menneskene at huske deres drømme. Drømmene fungerer som sindets udrensning. Kunne man huske dem i alle detaljer, ville man formentlig blive sindssyg.
Og det er egoforsvaret, der gør det svært for en at indlære ny viden.
Og det er egoforsvaret, der gør, at man reagerer med aggression, når ens kone, kæreste eller venner fremkommer med sandheder, der går for nær. Når et ømt punkt bliver berørt.
Det eneste man for alvor kan stille op for at komme egoforsvaret til livs, er at skærpe sin opmærksomhed. Man kan spørge sig selv, hvorfor man nu igen føler sig utryg eller provokeret - hvorfor man hader tyrkisk musik eller stenskulpturen på Sankt Hans Torv. Man kan bade sine aversioner i lys - og se dem krympe sig. Uskadeliggjort. Hvis man gider.
Og man må absolut gide, hvis man gerne vil kunne bryste sig af at høre til de, Edmund Burke kalder "de gode"; eller man ønsker at slippe af med sine røde ører, fordi man lider af Trikin og er en del af en ucharmerende antropologisk konstant.
Men i så fald har man også mulighed for at berige sig selv med en videre og mere medmenneskelig horisont, der tjener almenheden og sjælefreden bedre end at vrisse og ryste på hovedet eller - af nok så indgroet, barnlig vane - lukke øjnene og stikke fingrene i ørerne og synge. |
