Det blæser op!
Vor græske vært overlader os vinterbudskabet. Han er arketypisk i den forstand, at han er energipæreformet og har sort moustache, hvilket skulle være nok til at sikre ham en plads som lyssky eksistens i en Tin Tin-bog.
"You can surfe!" sagde han vittigt. Bemærkningen fik mig til at se forvirret op fra min ouzo (ouzo tilfører min krop den rette dvaske feriehengivenhed, det klæbrige stads!) og lade blikket glide frem og tilbage over havbugten med de første oppiskede æggehvidetoppe og rustrøde aftenbjerge bagved. Lige foran - nedenfor tavernen - slår småfiskene henrykte med halerne for at tiltuske sig stadig større bidder af det stykke franskbrød, der for ti sekunder siden rutschede hen over den rødternede dug, cementgulvet og videre ud i havet.
Således efteraber vi jordvæsner hinanden.
Meget kan hænde på ti sekunder: For denne mindre evighed siden vidste mindst en af småfiskene ikke, hvad græsk, hvidt franskbrød er ... og jeg havde endnu min forestilling i behold gående ud på, at også dagen i morgen ville forløbe i kærkommen tomgang på klipperne - med min elskede (som dagligt bringer spørgsmålet om solfaktor på banen) ved siden af og de bittesmå firben, der flader ud på en kantet, lun klippeblok, som i mindst et årtusind har dannet et solidt grundlag ... og som ikke kunne drømme om at skifte stilling.
Men nu blæser det op - og så ændrer tingene sig!
Forresten forbød min dansklærer os at bruge ordet 'ting' i vore stile. Det husker jeg nu - som nok et mærkbart øjeblik fra de gulnede postkort og støvede fodspor i ørkensandet i den efterhånden halvlænge gemte fortid. En flæbende erindring med et funklende skær.
Med min krops påtvungne overgivelse til tiden og alderen, der ryster årene af sig, stiger de - både i intensitet og omfang. Lars von Trier siger, han er kommet i en alder, hvor han har fået lettere til tårer. Selv har jeg hørt rygter om, at man skal være nået et vist årti for at kunne nyde - begivenhederne; og give sig hen til maverumlende nydelse af øjeblikket.
Nu'et. Sig selv som MIG.
Måske for at håndhæve stilstanden skyndte vi os derud - min elskede og jeg. 'Ørkenen' kalder vi stedet, fordi der ikke ligger det store til hinder for, at man bilder sig selv ind, at man er en af de sidste overlevende - her i klipperne med de spredte tornede buske under den smådovne vintersol med udsigt til det berømte græske azurhav med bølger, der så småt er begyndt at rumle uforløste - og vinden ...
Jovist, der er køligere luft på vej! Og når der er det, må mennesket lade hånt om naturfølelserne og indhylle sit skinbarlige legeme i grove stykker tøj og begive sig ned ad bjergsiden til civilisationen. Tavernen. Væk fra de dybere sansninger og funderinger.
Da er det, man let kommer til at føle, at der er noget, man har tabt i skyndingen. Man savner.
Måske kender læseren det - den uro man kan føle, hvis man for eksempel er kommet i tanker om sin selvangivelse; sin fremtid; spørgsmålet om meningen med livet og døden og al den slags: Hvem i himlens riger og lande er jeg ... hvad skal der dog blive af mig? Man føler sig om ikke tænderskærende ensom så dog en smule alene. Overladt. Udenfor alt det andet - verden, naturen og de andre - og samtidig er det alt det andet, der er udenfor. En selv.
Denne fornemmelse er naturligt præget af dyb tristhed, vemod - man har det som om, man befinder sig i et udbrændt hul i himlen, i hvilket man bliver ved med at svæve langsomt nedefter ... eller man styrter måske ligefrem.
Modsætningen ligger i øjbliksoplevelsen - af lykke, af liv og intensitet. Måske ligefrem ekstase - i netop det sekund, man følte en altopslugende samhørighed med verden: Man følte sig grebet af en stemning, et fantastisk stykke natur, en duft, en erindring, et kærtegn fra den, man elsker.
Og det er ikke her Taj Mahal kommer ind i billedet - et af verdens vidundere: af fuldbyrdet tandhvidt marmor og beliggende i Agra i Indien. End ikke efter tre omhyggeligt beskrivende og hjemsendte postkort var stedet i stand til at fremkalde selv den mindste velgørende kuldegysning i mig.
Eller hvad med fodturen i det nepalesiske dyrereservat for mange år siden - hvor jeg traskede i hælene på min gamle skolekammerat med en schweizerlommekniv udfoldet i lommen for det tilfælde, at vi skulle møde - og endnu værre, blive overfaldet af - en bengalsk tiger. Senere kastede jeg op af skræk ... eller også var det maden.
Summa summarum: Den store øjebliksoplevelse er noget flygtigt og individuelt og helt ustyrligt. Den indfinder sig, når den har tid og lyst. Det jeg fik med mig hjem fra dyrereservatet, var ikke en kildende susen ned ad ryggen men en anekdote til sandsynliggørelse af mit for eftertiden urørlige maskuline vovemod.
Læseren kender formentlig tilsvarende forløb fra egen brystkasse - hvor det ydre nok så storslåede ikke hjalp sjælen frem til nydelse eller oplevelse af intens samhørighed med verden, men måske tværtimod til en følelse af forarmethed og smådepression; og så er pengene givet dårligt ud.
Vi prøver med stilstanden i stedet for kultur- og junglevandringen: Min elskede og jeg ligger igen i Ørkenen. Sol. Klipper. Firben. Hav. Nu kan stilheden kun afstedkomme to tilstande:
Jeg kan være heldig og føle mig afslappet og forenet med verden og hende, der ligger ved min side og soler sig på så appetitlig vis.
Eller jeg kan blive hjemsøgt af indre uro og stress - følelser, der har deres alt for vante gang i mig, og som altid så vidt min erfaring dækker over noget dybere. Stress er sjælens måde at brokke sig over tarmslyng på - fremprovokeret af for megen bilos og larm og arbejds- og præstationspres; ofte i kombination med dybere traumatiske grundtilstande og konflikter.
Forløsende kan det i så tilfælde virke at kaste sig over papir og farvelade. Kunst og kreativt arbejde har nemlig en funktion, der minder om sørgearbejdet:
I grelt tilfælde har man engang været ude for, at ens elskede eller nære var døende eller døde - eller kæresten overlod en hoverende til det rungende rum og køleskabsbrummen; og det fik de godt hengemte angstfølelser fra barndommen til at boble. Det var ikke blot den nære ven, der føltes som tabt, men også forældrene.
Nu skynder man sig så at genoplive den afdøde i en bog eller et maleri. På den måde vil man med tiden gradvist blive i stand til at give afkald på vedkommende - den genskabte fiktive person afløser så at sige fortidens ditto i jeg'et.
Men naturligvis behøver man ikke interessere sig det mindste for versefødder eller at plaske med maling for at få bearbejdet forstyrrende angst og komme den gudsbenåede øjebliksro en smule nærmere - som tilfældet er det med alt her i livet, er vejene til Gud mangfoldige. |
Personligt har jeg engang forsøgt mig med japanske remser foran en grinende revne i pudsvæggen - akkurat som jeg under kyndig AOF-vejledning har formet usynlige badebolde i det tomme rum i slowmotion - ligesom jeg under fantasirejser med opbydelse af min inderligste indædthed har lokket mig selv til at tro på, at jeg vitterlig henslængte ikke på en kølig, orange gummimadras, men på en frodig grøn eng med græssende køer og knævrende lærker - såvel som jeg har siddet i lotusstilling så længe foran et stearinlys, at jeg kom i tvivl om, hvorvidt det mangefarvede øje, der kiggede olmt på mig, da jeg bagefter klemte lågene stramt i, skyldtes obtisk bedrag ... eller jeg virkelig var blevet i stand til, at møde mig selv med et ændret, mere inderligt blik.
Ved læseren i samme forpustede åndedrag forresten, at det efter sigende skulle være muligt gennem meditation at fastholde øjeblikket - for så vidt som man kan få sekundviseren på et stopur til at stå stille ved at koncentrere sig?
Mine erfaringer med den selvpåtvungne stilstand er gode. Ganske vist har jeg aldrig nået hverken de hinsides eller mine egne dybeste vidder - eller kunnet få urviseren til at besinde sig eller gafler til at bøje; men hvor skønt ville det ikke være, om man virkelig et øjeblik kunne få tiden til at holde inde med sin mareridtsagtige styrten ned gennem afgrunde med hvidt lys og Nangiala for enden? Eller i det mindste opleve det sådan!
Men det virkede nu altsammen: bønnen, yogaen, tai chi'en - for noget. Jeg blev givetvis en smule slappere i kadaveret og havde ind imellem en stærk og subjektiv oplevelse af noget i retning af, at tiden NÆSTEN ikke bevægede sig. I de heldigste sekunder, følte jeg mig NÆSTEN lykkelig og helt til stede, NÆSTEN som mig.
Denne min NÆSTEN mig-oplevelse står jeg naturligvis ikke Palle-alene med. Alle kender og nyder formentlig godt af tilstanden ind i mellem.
I heldigt fald forvandler man sig til et kamera. Det skete for
Klaus Rifbjerg efter at han var stødt på en fransk bonde og hans to hunde: Mens sidstnævnte mumser rundt i det høje græs med snuden sænket, og nordenvinden suser mildt om ørerne, slår han en sludder af på skolefransk - og med afsluttende finger-til-kasketten afsked.
Rifbjerg observerer herefter, hvorledes han nu ikke længere tænker på forskellen mellem spanske og franske posthuse. Men det er ikke landskabet, der er rykket nærmere på ham, det er ham, der er kommet nærmere - og det er her den høje mand forvandler sig til et fotografiapparat eller rettere sagt: til den matte skive i søgeren, der kommer i fokus og bliver klar, ja, forsvinder, fordi afstanden er den rigtige og tingene i lod. Og det slår forfatteren, at vi mennesker på en måde går rundt med ubekvemme, slørede aftryk af os selv, som kun under gunstige omstændigheder ryger i fokus og bliver en del af det hele menneske.
Sognepræst Poul Joachim Stender har også livgivende ord med på vejen til det vidunderlige, pludselige, intense øjeblik. Med afsæt i det familiære, der blandt andet tæller en grandkusine, der ikke kunne tåle synet af en nøgen røvbalde uden at skrige af rædsel, og som senere forsvarligt afdød blev efterladt under en tung gravsten, for at hun ikke skulle gå igen - gør Stender op med samtidens og lægestandens fokuseren på det lange, helbredsbevarende liv - i modsætning til det mere nydende og kvalitativt rigere, men muligvis kortere! For ham er et godt liv ikke nødvendigvis et langt liv, men et nærværende liv.
Stender er fortryllet af usynligheden bag det synlige og i det synlige, som ingen sundhedskampagner kan afsløre. Men som åbenbares i kunsten, i et pludseligt magisk øjeblik som det, der førte hans forældre sammen, og nu og da i kirken. Når denne usynlighed momentvis begynder at tirre ham, betyder det, at øjeblikket gribes i det øjeblik det er til stede. Haps!
Haps!
I Ørkenen har jeg gjort det til en leveregel ind imellem at stikke de bare fusser i gummiskoene og traske op ad klippeskrænten, til jeg når kanten og tænker: For pokker, jeg heldige kartoffel!
For lige dér, for foden af mit ophøjede stade ligger ... eller rettere sagt kaster det fabelagtigt blågrønne hav sig over skær efter skær - til det smækker med tungen og trækker sig frygtsomt tilbage.
For pokker! tænker jeg. Ikke meget andet, bare: For pokker! Der skal vitterlig blot kærlighed, lidt penge og godt med græsk havvand til for at tilfredsheden kan brede sig, så det er vanskeligt ikke at ligne en flækket roe (naturligvis under forudsætning af, at de narcissistiske forstyrrelser ikke er så altoverskyggende, at de berøver den skuende muligheden for at opleve sig SELV).
Og i dette sværmeriske øjeblik falder det mig ind, at tilværelsen i grunden er så poetisk - så hvorfor ikke besynge den med et vaskeægte digt. Således er det min overbevisning, at digtet er den litterære form, der om nogen uanset indhold søger at gengive og fastholde en given stemning eller følelse, et nært øjeblik - i modsætning til epikken, der jo betyder- og er fortællende.
Digtet er den skriftgenre, der ligner maleriet mest. Umiddelbart er det meget lettere at overskue end et prosaisk forløb - med sin ultrakorte og komprimerede form; og ofte er det relativt uvæsentligt, om man læser det forfra eller bagfra. Og dette bidrager alt i alt til oplevelsen af stilstand - øjeblikket fremhæves til nydelse:
i denne stilling
sidder du solidt
i fred for tiden
den vil være din ven og plager
med slik og alle muligheder
du bor i landet af guld
en dagsrejse fra det bedste
fra Gud
og egentlig optagelse
fra noget der holder inde
imellem rod og sæler
de skrammer
i kimingen i dit øje
Lad den hermed være fuldbyrdet, min hyldest til det lille men nok så dyrebare øjeblik.
Og min elskede ser også ud til at være træt af min enetale. Eller også fryser hun. Hendes hud er nubret som en gås' - var det ikke Arthur Miller, der engang på foranledning af Ninkas spørgsmål - Hvad går det hele ud på her i livet, Mr. Miller? - svarede, at det kunne man kun diskutere, hvis man elskede et andet menneske. "Gør du ikke det, er alt andet ligegyldigt. Men elsker du, så er det det, der betyder noget".
Jeg strækker mig. Jovist.
Vores vært fortalte nede på tervernen, at det ville blæse op, hvad det snart gjorde. Nu - mens min blå kuglepen med den plastikklare blækspids har skrevet på A4-papiret med de kantede ørkensten under - har den imidlertid lagt sig roligt igen. Vinden.
Mere er forbi. |
