Man føler sig så sikker. Og det gør man, fordi det danske samfund er trygt, og det gang på gang er gået godt: Man har betalt sig til en plads i bussen, der rumler roligt gennem byen. I myldretiden noget uroligere, abrubt - men ud på aftenen, når gadelygterne ulmer og stjernene dræbes af neonglimtene fra den opreklamerede hovedstad, snor bussen sig normalt helt gelinde, som en gul kæmpelarve fuld af trætte børn. Jovist, alle vi i bybussen er udmattede oven på dagens arbejde, så trætte at ingen af os fremkommer med andre lyde end stille suk.
Da er det jeg pludselig hører lavmælt mumlen oppe fra chaufførens bås. Selv befinder jeg mig på et af de forreste sæder i samme side. Stemmen er dyb - og vitterlig nærmest uhørlig igennem lyden af vognskrogets skramlen og susende dæk.
- Jeg ved ikke, hvad der er galt, siger røsten. - Det virker som om, alt er omgivet af en mærkelig tåge.
Først fatter jeg ikke en brik. Vejret foran forruden har nok nattemørket som baggrund, men udsigten er glasklar. Orange af byens lys. Så forstår jeg med ét, og en tung fornemmelse indfinder sig i maven, ligsom hårene på armene giver sig til at spjætte.
Hans udsyn! slår det mig som en kold vandspand. Manden - vores alle sammens tabre chaffør, som vi passagerer trygt og roligt har betroet det ansvar at føre os uskadt gennem byen - kan ikke se en skid. I det mindste er selvsamme sammenflydende med kraniets tåge. Hjernelammelse. Grå stær, eller hvad staklen nu er blevet hjemsøgt af. Vores barnetro på trygheden hænger i en glimtende sytråd.
Jeg har før været i vaskeægte grundvoldsrystende livsfare. Til det er der kun at sige, at man et øjeblik kommer ejendommelig tæt på tilværelsen:
Den nærmest siver ind gennem porrerne i huden, |
og man sveder og overgiver sig så meget som det velnok er muligt til tanken om, at det her vidunderlige og pinagtige liv pludselig kan få en ende. Bang. Ikke eksistens!
Thailand er et land, hvor alskens farer lurer noget mere påtrængende end i dejlige Danmark. Her sad jeg engang i en 24- årig udgave, guitarspillende i palmeskygge og blæsevejr - da de tonale udgydelser blev bragt brat til ophør af et drøn fra sandet omkring to meter væk. En kokosnød på størrelse med en kasse øl havde dunket sig et krater i den bløde undergrund. Og jeg flyttede skyndsomt 5-10 meter væk, med en blanding af forundring og kuldgysende livsfølelse. Så tæt på! Og så lille og nørdet. I grunden er man ikke mere bevendt end fluen på ruden, der får et hurtigt dask i forbifarten. Og endnu et for at få benene til at ligge stille.
I bussen har jeg pludselig en syg fornemmelse af, at det egentlig er okay - at transportmiddelet er overladt til lutter chaufførtåge. Naturligvis ikke hvis der sker noget. Men en bybus er et kæmpedyr. Chaufføren sniger sig afsted, så selv hvis det værst tænkelige skulle indtræffe, og vi støder frontalt ind i noget, så opstår der næppe andet end materiel skade.
Alligevel er jeg lettet, da vi få minutter senere holder ind til siden. Vi kører ikke længere, oplyser den dybe stemme i højttalerne. Og så er det ellers ud med os alle, ud og ned på fortorvet til det orange lys og personbilerne, der passerer mumlende. Blæsten er iskold, jeg klaprer tænder.
Byen er natteklar og faktisk ret vidunderlig - og for nu at stå ved det storladne selvhøjtidelige: Hurra for faldereb. Lidt livsfare er vel ikke ad vejen.
Så længe man kan strække benene bagefter og gå resten ad vejen hjem. |
