"You are welcome."
Stemmen i telefonrøret er lige dele henkastet og bedøvende ligeglad. Kvinden i den modsatte ende af ledningen er sandsynligvis sort, altså neger - og jeg føler mig som en mælkefarvet spaghettistudent, der ikke kan finde ud af at sige tak, uden at det lyder som om, jeg samtidig snubler i gummistøvlerne.
Vi - dvs. min kæreste og en dansk mediekonsulent, vi har mødt for et par dage siden - er welcome til at deltage i gudstjenesten i baptistkirken, Canaan Baptist Church, kl. 10.45. Men for at være ærlig huer tanken om at tage op til Harlem mig ikke det mindste. Jeg har set for mange amerikanske film.
Jeg stammer på halsbrækkende engelsk, at jeg da udmærket kan sætte mig ind i, hvis hun, kvinden ... eller DE synes, det er forstyrrende at vi dukker op, vi tre pæredanske turister - hvilket dog blot får hende til at gentage sit komplet uinteresserede:
"You are welcome."
Og så opgiver jeg at få hende til at forbyde os at komme og afslutter samtalen med et tænderklaprende: "Thank you."
Vi tager undergrunden.
Der er kø i foyeren, selvom vi er et kvarter forsinket.
Fra et par knasende højtalere oppe under loftet brøler en stemme, der leder tanken hen på Martin Luther King. Ordene Jesus og God optræder hyppigt.
Jeg føler mig urolig - og temmelig luset i mine cowboybukser. Mindst halvtreds kulfarvede mennesker tripper adstadigt klædt i mørke jakkesæt med slips - og røde og græsgrønne kjoler og store hatte. Et par vandkæmmede drenge farer rundt og står derpå og taler gammelklogt med deres mødre - og en enkelt lille pige står i sin blondekjole med fletningerne vundet op i to cirkler.
Kun tre fyre er ligeså dårligt klædt end os, og de er selvfølgelig også hvide - med hullede cowboybukser, T-shirts, rygsække og kameraet parat. Et skilt med sirlig skrift får dem til at pakke det væk.
Jeg begynder så småt at blive nervøs for, at vi slet ikke når at overvære gudstjenesten. Tænk al den møje for nul og niks.
Men omsider kommer to basketballhøje fyre i jakkesæt og med knitrende walkie-talkier og beder os følge med. Bortset fra smilene og de manglende solbriller ligner de min barnedrøm om et par CIA-agenter ... og min voksendrøm.
Vi følger med op ad en lang løberbeklædt trappe til balkonen. Og her må jeg indrømme at pippet for alvor bliver flået fra mig:
Der sidder nemlig mindst hundrede mennesker - alle sorte, velklædte og med mumlende røster og uroligt rokkende i sædet. Ingen lader til at bemærke os, alle ser ud over kanten, ned i salen.
"Oh Lord," mumler en kvinde.
"Halleluja!" siger en anden, vistnok henvendt til sig selv og eftertanken.
Vi får øjeblikkelig plads på forreste række - adskillige store sorte damer og mænd rejser sig. De smiler venligt, viser vej med fagter. Og de nærmeste griber ligefrem fat i vore hænder og klemmer og ryster dem, så det er svært ikke at klynke.
"Halleluja," siger en.
"God bless you."
Så sidder vi heldigvis, og jeg har lejlighed til at lade blikket flyde. Gudstjenesten er ganske rigtigt i fuld gang. Stemmen fra før ude i højtaleren tilhører en bredskuldret mand med gråt skæg. Præsten. Hvidklædt. Han holder mikrofonen helt tæt ind til munden |
og taler dæmpet med knirkende stemme, hvilket får tilhørerne til at spile ørerne ud.
Til venstre for ham sidder en el-bassist, en pianist og en trommeslager og ved siden af dem et kor tællende tyve-femogtyve kvindelige fuldblodsgospelsangere i røde dragter. Et par ord fra præsten får dem til at rejse sig, og forsangeren, der er i blåt, træder frem og begynder at synge solo. Koret følger trop, giver sig gyngende til at nynne og musikerne sætter ind, og så er der pludselig fuld hammer på. Negro Spiritual ryster rummet.
Og alle os på balkonen såvel som dem nede i salen - omkring 400 i alt - står svajende, fodtrampende og klapper i takt på to og fire. Nogle synger med. Andre nøjes med at tørre tårer væk fra kinderne. Ovre i kirkens modsatte side, til højre for præsten, står en mand og en kvinde og laver fagter i luften. Først lidt efter fatter jeg, at de laver tegnsprog, så døve kirkegængere også kan følge med - manden viser, hvad forsangeren synger. Kvinden er koret.
Efter sangen får vi besøg af en gæstetaler. Han kommer fra sydstaterne og er en af præstens gamle venner. Hans dialekt er drævende, og han taler mindst ligeså dæmpet, tilbageholdt.
Han fortæller, at han engang efter en af De Sorte Panteres demonstrationer i 60'erne samlede en murbrok op fra gaden. Han ville tage den med hen i kirken den følgende søndag som et vidnesbyrd om borgerrettighedskampen. Uheldigvis blev han stoppet af to betjente og hidsede sig så meget op, at han blev anholdt. Fra fængselscellen ringede han hjem til sin kone, og da hun spurgte, hvad han var blev tilbageholdt for, måtte han krybe til korset og indrømme, at de troede han var splittergal - hvortil konen svarede, at det var der ikke noget nyt i.
Historien sender et sus af latter op under taget - suppleret af adskillige Oh Jesus'er og Halleluja'er.
Og så siger præsten pludselig, at kirken har fået dansk besøg denne søndag formiddag - og så må vi pænt op og stå, mens hoveder vendes og blinkende øjne betragter. Og atter mødes vi af et virvar af smilende tænder og hænder, der vil trykke og byde welcome.
Og jeg hører nærmest ikke efter, da præsten fortsætter sin tale - så overrumplet og benovet er jeg. Hans prædiken er en blanding af en yderst personlig fortolkning af Den Barmhjertige Samaritan, opfordringer til de unge om ikke at begå kriminalitet, jævnlige vittigheder - og lovprisninger af Jesus og Herren.
Hans stemme stiger, både i intensitet og i styrke, og før vi ved af det, bryder også han ud i sang. Den fedeste negerblues. Og han bliver ved, fortsætter og fortsætter i mindst tyve minutter. Og gospelkoret svarer som et ekko, kvinderne vugger nynnende og flere og flere må pudse næse og tørre øjne. Trommeslageren dasker, og bassisten sender lange brummelyde afsted.
Og da jeg senere står i toiletkøen i en restaurant i nabolaget, sidder indtrykkene stadig tæt - musikken og de mange smil. Håndtryk. Aldrig er jeg blevet velsignet så behørigt. Og jeg opdager omtrent ikke fyren foran mig, da han efter at have banket med knytnæve på lokumsdøren vender sig og ser på mig med solbriller og fuldskæg.
"Sombody in there is having af rough time," vrænger han på fladtrådt amerikansk.
Jeg nikker, fortumlet. Vel tilbage. |
