udskriv side

"Ællefant," siger vores 12-årige guide og ser indtrængende på mig. "You want ællefant!"

  Og den står faktisk lige foran os - med slidte blafreører og snablen halvt hævet og savler, så jeg forskrækket træder et par skridt baglæns.

  Og når nu sandheden skal frem, kommer det faktisk bag på mig, hvor stor sådan en sjover er, også selvom jeg selvfølgelig har været i Zoologisk Have masser af gange hjemme i Danmark og udmærket ved, at lillebror her er meget mindre end de afrikanske.

  Dyret ånder tungt og giver et kast med hovedet, hvilket får den sorthårede og ubarberede mand bag dens ører til at give den et par forsvarlige dask med sin spidse træpind.

  "You ællefant-ride, yes?" Guiden nikker stadig ivrigere.

  Jeg ser fra elefant til min gamle skolekammerat. Sidstnævnte rømmer sig og mumler noget om, at det kunne vel være meget sjovt at ride en tur, til trods for at der ikke er sandsække på som dem, vi så ude ved indgangen til reservatet. Eller en kurv at sidde trygt og godt i.

 

Vi befinder os et par kilometer inde i Royal Chitwan Nationalpark i det vestsydvestlige Nepal. Vi er til fods og medbringer som eneste værn mod vildnisset en uudfoldet schweizerkniv - og så den omtalte 12-årige knægt. Guiden.

  Han råber noget op til elefantføreren, der straks giver sig til at hoppe op og ned og slå løs med pinden på mammuttens hoved. Med et dybt suk knækker den i forbenene - så følger bagbenene, og snart flyder den som en ægyptisk sfinks. Afventer.

  Driveren vinker os nærmere.

  "Jump on ællefant ... run also jump!" forklarer vores guide med knirkende overgangsstemme. Og i næste øjeblik pisker han afsted, når elefantens halvanden meter høje balder, placerer hænderne og sætter af med benene - ligesom da man selv sprang buk dengang i skolen. Han kommer op og humper fremad, til han sidder lige bag driveren.

  "Now you," råber han og peger på min ven.

  Han følger tøvende eksemplet. Og så er det desværre min tur: Jeg dirrer som espeløv, mens jeg bener med løbesved og junglelyd om ørerne. Stønnende skubber jeg mig op på elefanten og får med nød og næppe fat i rebet, der er gjort fast hele vejen rundt om den - fra halsen om til enden, hvor det forsvinder ned og videre ind under dyret. Og nu gør jeg min første lidt ulækre erfaring:

  Dyret er sjaskvådt! Elefanter sveder - jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid troet, at de var knastørre. Huden ser så tyk og lodden ud, den burde vel kunne suge hvad som helst.

  Og ikke nok med, at den er drivvåd, den er også så fedtet, at jeg klemmer rædselsslagen med lårene for ikke at glide af, da den skubber sig op på forbenene. Jeg sidder i en hældning, der er faretruende nær ved at bringe mig ud over kanten.

  Cikaderne hviner, langt nede ryster junglegrunden.

  Så står den. Og jeg gør min næste dyrtkøbte erfaring, der går ud på at rygsøjlen på en asiatisk hanelefant er mindst ti centimeter høj - hvilket betyder, at jeg må mase mig op på min højre balde for ikke at få mandelsmag i munden.

  Og da den desuden er meterbred over ryggen, kan jeg ikke tilbageholde en række små klynkelyde, mens jeg forsøger at strække musklerne og senerne på indersiden af lårene og hele vejen ned langs benene længere end de er. Med andre ord: Det gør helvedes ondt!

 

Ællefant-ride begynder. Driveren hopper atter op og ned og tæsker løs med spidspinden, og det enorme dyr maser sig som et svedende tog igennem krattet. Personligt har jeg nok at gøre med at spænde lårmuskler, knuge rebet og holde øje med jorden pokkers langt under os.

  Og skønt det kun er kameler, der har ry for at bevæge sig som Bornholmerbåden, kan jeg forsikre læseren for, at det også gælder elefanter. Jeg er forlængst søsyg.

  "Careful!" råber vores guide så lige pludselig.

  Elefanten stopper med et ryk - og går forsigtigt frem, mens føreren holder et blomstret bladhang væk fra os med pinden.

  "No touch, you dead!" knirker guiden og dukker hovedet for ikke selv at blive ramt.

  Bemærkningen er betegnende for forholdet til sikkerheden på disse kanter: Man flytter hovedet for giftige planter, klasker malariamyg, hvis de lander på en, og jager slanger med stokke. Eller som værten sagde i går aftes, da jeg klagede over den rotte, der løb rundt inde i vores bungalow og ikke ville ud:

  "Good hotel, good rat!"

  Vi kommer sikkert udenom bladhanget men når dårligt at ånde lettet op, før elefanten beslutter at løbe hovedkulds ind i et træ. Og alt imens jeg sørger for at huske at trække vejret, vikler den ufortøvet snablen om den tommetykke stamme og giver sig til at skiftevis flå, vride og presse med panden. Det ikke helt lille træ giver sig med en knasen og forsvinder ind under den.

  Vi trisser videre, når ud på åbent land. Solen tordner, græsset er langt og hvislende, og man kan se en horde vaskeægte gribbe, der slås for at stikke halsen dybest i en tidligere okse.

  Elefanten halvvejs går, halvt svømmer igennem en flod - og atter må jeg trække benene til mig, denne gang ved tanken om de forbandede krokodiller, jeg har læst rent faktisk holder til her. Heldigvis kan jeg ikke få øje på nogen.

  Så bryder overgangsstemmen atter igennem.

 

"Rhino," råber den halvkvalt. "Rhino very danger ... very-very!"

  Og ganske rigtigt: Uden mindste varsel er uhyret dukket frem af det tætte buskads - næsehornet står kun ti meter fra os og glor med forsovede øjensprækker.

  Jeg mærker en ond sugen i rygsøjlen. Og jeg kommer til at tænke på vejledningen, der var klistret op på væggen i det lille museum udenfor parken. Den opfordrede turister til, i fald man skulle være så uheldig at møde en sulten tiger, at smide tøjet stykke for stykke, samtidig med at man forsøgte at gå - aldrig løbe! - tilbage imod udgangen.

  Mon teknikken virker på næsehorn? Det er dem og ikke tigrene, der slår flest mennesker ihjel.

  Turistdræberen glor på os i al sin hudfoldede vælde. Både elefantdriveren og guiden sidder musestille - og det kan godt være, det er ren indbildning, men det forekommer mig at elefanten skælver.

  I næste øjeblik gør vores tykhudede ven brat omkring og tumler stønnende afsted igennem vildnisset med os dinglende i tovet på ryggen. Hænder knuger, knager, og jeg stønner for hvert dunk rygsøjlen tilføjer min efterhånden fandens ømme højrebalde.

  Og det er med nød og næppe jeg få minutter senere, da næsehornet er lagt behørigt bag os, får fremstammet:

  "St-stop ællefant!" - et forslag, der øjeblikkelig vinder genklang hos de andre.

  Cikaderne kvækker, og elefanten knæler - og jeg sidder af i lummer dyresved. Ned på jorden.

tilbage til artikler    til toppen

- www.boskjoldborg.dk -